Kategori: Roma Club Danimarca
Kilde: Francesco Totti
Skrevet d. 17/06/19 15:25 af Wør3n
Francesco Totti forlader Roma.
En sætning jeg aldrig havde troet jeg skulle skrive. Men mareridtet er blevet til virkelighed.
Det var en tydeligt bitter og irriteret Francesco Totti, som i dag gav sin afsked til AS Roma – den klub, han har været et symbol for i et kvart århundrede.
Totti fortalte for den fremmødte presse, at han forlader Roma, fordi han aldrig har fået muligheden for at få en reel funktion i Romas sportslige ledelse. Han har fået lov til at møde op til kampene, for at kameraerne skulle kunne filme ham, men nogen reel funktion har han trods løfter om det modsatte ikke fået.
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var ifølge Totti selv, at han ikke fik nogen indflydelse på valget af den nye træner og sportsdirektør. Det fik ham til at indse, at klubbens ledelse med præsident James Pallotta og Franco Baldini ikke havde til hensigt at give ham nogen funktion i klubben.
Tottis afgang falder i endnu en turbulent tid for Roma. En mislykket sæson blev afsluttet med en klodset afsked med Daniele de Rossi, hvis kontrakt ikke blev forlænget. Roma har altså inden for en måned sagt farvel til to legender, og det sker for en klub, der uden et synderligt overfyldt trofæskab lever af andre ting. Romas appel ligger i klublegender som Totti og De Rossi, men dem kan man nu ikke finde i klubben længere.
Der har i de italienske sportsmedier længe været forlydender om, at Romas amerikanske ledelse havde lyst til at ”af-Tottificere” Roma. Det betyder, at klubfolk som De Rossi og især Totti havde for stor betydning i klubben og blandt fansene. Disse forlydender har man længe kunnet slå hen som rygter i en by som Rom, hvor sportsaviserne og de (for) mange radiokanaler, som kun handler om fodbold, skulle have noget at fylde deres spalteplads og sendetid ud med.
Skal man tro Tottis ord, er denne ”af-Tottificering” mere konkret end som så. Uden at nævne navne fortalte Totti, at der var folk i Romas ledelse, som ikke ville have, at Totti var der. Desværre var det disse mennesker, som præsident Pallotta valgte at give sin tillid.
Romas ledelse med Pallotta og Baldini i spidsen har helt bevidst forsøgt at fjerne klubbens lokale forankring for at gøre den til et mere globalt brand. Præsidenten var ikke til stede i Rom, og møderne i ledelsen blev afholdt i Boston og London. Fra et forretningsmæssigt synspunkt giver dette måske mening, men Romas særlige romanità er forsvundet.
I løbet af pressekonferencen fandt Totti også tid til at takke Claudio Ranieri for tilgængeligheden, da der i foråret skulle findes en ny træner. Claudio Ranieri er fra Testaccio, Daniele de Rossi fra Ostia, Francesco Totti fra San Giovanni. Nu er ingen af dem at finde i AS Roma.
Francesco Totti fortæller, at han har flere tilbud på hånden, men at han endnu ikke har taget en beslutning om, hvad han skal fremover. Hvis der kommer et nyt ejerskab, som er klar til at give ham en vigtig rolle i bestyrelsen, lovede Totti, at dette ikke er et farvel men et på gensyn.
Shit, det kører bare..
Det her må få konsekvenser!!! Fans der går amok, spillere der reagerer! Smart tidspunkt fra Totti at gøre det, men farligt for Roma. Vi udstråler en klub i krise og kaos.. det bliver svært at samle gode spillere op.
Virkelig skrækkeligt!
Og hvor er det pinligt at klubben end ikke har lavet en pressemeddelse omkring det!
Officiel udmelding fra Roma
Den kom så der... Det er så absurde scener det her... Vi har officielt ramt toppen af kaos i en større fodboldklub!!!
Lad os håbe på massive fan protester.
Et boykot af kampene fra de hardcore Roma fans med et tomt Curva Sud til følge. Ingen salg af sæson kort.
Pallotta skal bare presses og presses så han til sidst sælger klubben.
Stadion situation kunne også være en hjælp til at Pallotta vil sælge klubben. Også selvom vi virkelig har brug for det stadion men jeg ved snart ikke. Nyt stadion med Pallotta/Baldini eller olimpico med nye ejere
Palotta skal bare væk fra Roma. Det kan kun gå for langsomt. Igang med at ødelægge klubben fuldstændig.
Mon han skal vise sig i Rom igen??
Jeg forstår ikke rationalet bag Totti idag. Det er ren benzin på bålet og jeg synes han lidt sætter sig over klubben i dag. Jeg synes bestemt at ledelsens håndtering af både Tottis og De Rossis afsked har været med meget mangel på respekt, men fordi Totti har været klubbens største nogensinde, så beretter det ham ikke nødvendigvis til en stor direktørrolle allerede. Synes i bund og grund at hans rolle har været passende. Han har kunne snuse til den del af fodbolden og kunne med fordel have gjort det et par år endnu inden man evt. kunne tale om en stilling med mere ansvar. Zanetti er eksempelvis et godt eksempel i Inter.
Selvfølgelig var det ikke Totti som skulle bestemme hvem vi skulle købe - det var selvfølgelig Monchi. Han var sportsdirektøren. Så hvis han mente Pastore var en bedre handel en Ziyech, så bestemte han selvfølgelig. Altid let at være bagklog. Synes også det er mangel på klasse at nedtale en nuværende spiller så meget.
Jeg er også hamrende utilfreds med den måde Pallotta og co. håndtere rigtige mange ting og især deres behandling af Totti. Selvfølgelig har den været hamrende forkert. Jeg synes ikke det er forkert, at han ikke er med i beslutningerne, men tal dog med manden i øjenhøjde. I det hele taget er jeg træt af at klubbens styres fra Boston og London.
Men jeg kan virkelig ikke se hvordan spillerne skulle reagere? Mange af dem ville jo efter sigende have Totti længere væk fra omklædningsrummet? Det samme med fansene. Det hjælper da ingenting at blive væk fra stadion nu?
Totti har helt klart - og fuldstændig forståelig - svært ved at skulle distancere sig fra spillertruppen. Men han bør holde sig lidt længere væk - igen for klubbens og spillernes skyld.
Jeg håber virkelig at Tottis afsked kommer til at være en øjenåbner for ledelsen og at tingene kommer til at blive bedre fremover. Heller ikke rimeligt at Fonseca skal starte i klubber under sådan et kaos.
Pallotta kunne og burde helt klart være tættere på klubben i hverdagen. Håber der kommer fremgang på det punkt.
Håber ikke folk misforstår mig herinde. Jeg er dødtræt af Pallottas håndtering og jeg elsker Totti som var han et familiemedlem, men jeg synes ikke dagens pressemøde har skabt andet end kaos og splid. Han smækker med døren og det skader klubben lige nu. Selvfølgelig er han blevet behandlet dårligt, men jeg synes han håndterer det helt forkert.
De Rossi gjorde netop det, som jeg savner fra Totti i dag. Han er ligeledes blevet behandlet fuldstændig uaaceptabelt. Men for klubbens skyld, så bider han i det sure æble og i stedet for at smække med døren, så forlader han det på forbilledeligt vis. Alene for Romas skyld. For vi har virkelig ikke brug for det her lige nu.
Det kunne være en drøm at få Roma tilbage på lokale hænder. Men kan desværre ikke se det ske. Pallotta ser ikke ud til at vil flytte sig. DERFOR synes jeg at vi bør stå tættere sammen end nogensinde før - og altså IKKE starte spilleroprør, fanboykot, osv.
[Rettet af: mexes - 17/06/2019 - 22:35]
Verona - Roma
(03/11/24) 70 0
Vind en RCD T-Shirt
(01/11/24) 0 1
Roma - Torino
(30/10/24) 28 0
Fiorentina - AS Roma
(27/10/24) 114 0
EL: Roma - Dynamo Kyiv
(24/10/24) 29 0
Roma - Inter
(20/10/24) 55 0
RCD Merchandise 2024
(18/10/24) 4 2
Monza - Roma
(06/10/24) 35 0
EL: Elfsborg - Roma
(03/10/24) 30 0
Roma - Venezia
(29/09/24) 23 0