Login
Glemt password Opret bruger

Wør3ns karakerbog: Derby della Capitale

kroelbenderby2012.jpg

Kategori: Referat

Kilde: Søren W

Skrevet d. 12/11/12 12:01 af Wør3n

Lazio 3-2 AS Roma
11/11-12 på Stadio Olimpico i Rom.
0-1 Lamela (9)
1-1 Candreva (31)
2-1 Klose (43)
3-1 Mauri (46)
3-2 Pjanic (86)

Udvisning(er):
De Rossi (45)
Mauri (85)

Derby! Jeg elsker derbys. Tændingen, intensiteten, sitren i luften. Og det var bare hjemme hos mig. Jeg tør kun forestille mig hvordan det er i Rom og ikke mindst i de to omklædningsrum.
Vi var positive og fulde af selvtillid, ikke mindst ovenpå det tårnhøje niveau der blev lagt for dagen mod Palermo. At Zeman havde lagt De Rossi ind på den centrale midt sammen med Bradley og Florenzi gjorde ikke forventningerne mindre. Der manglede to fra idealopstillingen – Stekelenburg og Castan – noget der skulle vise sig skæbnesvangert i en kamp, der i perioder mindede mere om vandpolo end fodbold.

Det værste er at jeg oprigtigt synes vi spiller den bedste kamp af de to hold. Roma ville mest og var spildominerende og Lazio stod langt tilbage på banen og levede af Romas personlige fejl og dumheder – især personificeret ved Goicoechea, Piris og ikke mindst De Rossi. Og det skal de jo have ros for – de lyseblå svin!

Goicoechea: Spillede en rigtig god kamp mod Palermo, hvor han imponerede med sikre indgreb og hurtige igangsætninger. Mod Lazio virkede han noget nervøs og første halvleg var ikke god. Ved første mål vælger han af uransagelige årsager at ville bokse væk, selvom det i min optik havde været mere optimalt bare at vifte den over til hjørne – selvom han heller ikke så godt ud ved disse i første halvleg.
Anden halvleg får en katastrofal indledning da Piris får en hjerneblødning. Men resten af halvlegen, hvor Lazio fik flere kontraløb, tog han sig sikkert af det. Man kan kun gætte på hvad der er blevet sagt til den unge mand i pausen, men det virkede.
Karakter: 4

Piris: Åh altså! Ikke godt i dag. Lazio havde læst Roma og fundet ud af man bare skal angribe ovre i Piris’ side så får man mindst en chance ud af det. For forsvare det kan han bare ikke. Det er børnelærdom ALDRIG nogensinde at spille den ind foran eget mål! Arbejdsindsatsen kan man ikke sætte en finger på, men når man gang på gang fucker op i det, er det bare ikke godt nok. Smider mange bolde væk i offensiven, lader flere gange Lazio komme igennem til indlæg og topper det hele med en assist til fængselsfangen Mauris 3-1-mål.
Karakter: -3

Burdisso: Havde den utaknemmelige opgave at være i samme side som svingdøren Piris. Og derfor kom han tit på overarbejde. Synes han læner sig for meget op ad unge Marcos og egentlig burde det jo være omvendt. Bliver sammen med Marcos snydt af de mange liter vand der lå i feltet ved Preusserens scoring.
Karakter: 00

Marquinhos (Marcos): Er åbenbart lederen i forsvaret når Castan er ude. Selvom han er yngste mand. Lazio prøvede at sætte ham op imod Klose, men han har egentlig godt syr på ham og udover hans mål, der er en tilfældighed, ser man ham jo slet ikke, altså Klose. Fin derby-debut til knægten.
Karakter: 4

Balzaretti: Noget anonym i første halvleg, klart bedre i anden. Led i første halvleg klart under alt der lå 8720374 liter vand i hans side og han burde vel egentlig ha haft både snorkel og svømmefødder på. Skilte sig i perioder af med bolden, som havde han svømmefødder på. Ikke god offensivt, men udmærket defensivt. Lazio får jo egentlig ikke nogen indlæg ind fra hans side. Go’kendt defensivt – dumpet offensivt.
Karakter: 2

Bradley: Spillede en rigtig god kamp mod Palermo og fortsatte egentlig takterne i derbyet. Problemet er bare at han er en arbejdsmand og ikke den kreative type. Og desværre var han i går den mest kreative på Romas midtbane. Men ligner mere og mere en spiller Zeman ikke kan komme udenom, når han skal sætte holdet.
Karakter: 4

De Rossi: Endelig ser vi ham på ønskepositionen og der var masser af passion, masser af vilje. Kamerarerne fanger ham flere gange mens han slår korsets tegn. Smukt. Kaster sig ind i samtlige tacklinger, så det slog gnister. Synes egentlig vores midtbane spiller en god første havleg. Lazios første mål – frisparket, kommer jo efter en ualmindelig tynd dommerkendelse. Der var ikke skyggen af frispark der.
Får desværre en hjerneblødning og slår Mauri i hovedet i slutningen af første halvleg – lige efter 2-1-målet. Og det må holdets viceanfører og bare ikke gøre – også selvom det er Mauri. Jeg sidder og venter på en officiel undskyldning. Måske hans sidste derby, hvis man skal tro de mange rygter der i øjeblikket florerer?
Karakter: -3

Florenzi: En kommende verdensstjerne. Den sædvanlige løbevilje og lækkert, lækkert sammenspil med kaptajn Totti. Er ved at udvikle sig til en nøglespiller og fortjent udtaget til Italiens landskamp mod Frankrig på onsdag. Fremtiden er lys og Florenzi er stjernen der lyser op.
Karakter: 7

Lamela: 11 kampe 8 mål i denne sæson. 7 af dem i de sidste 6 kampe. Det er noget der senest er blevet præsteret af Zlatan og kun 2. gang i Romas historie. Hidtil eneste Romamand der præsterede dette – endda ved at score 7 kampe i streg var legenden Rodolfo Volk. Spiller desværre kun 1. halvleg, men viste flere gange at han i øjeblikket er ligaens skarpeste angriber. Han scorer mod Torino på mandag og skriver sig ind i historiebøgerne. Verdensklasse det vi ser fra hans fødder i øjeblikket.
Karakter: 7

Osvaldo: Meget anonym indsats. Fyldte ikke meget. Lazios forsvar har desværre fuldstændig styr på ham og var vel egentlig – set i bagklogskabens klare lys ham der skulle være taget ud i stedet for Lamela.
Karakter: 00

Totti: Il capitano får ikke meget ud af det i dag. Som jeg husker det har han ikke en eneste afslutning på mål i kampen? Lægger dog nogen gode hjørnespark, men ellers så man ikke meget til manden der i sidste uge sprængte skalaen. Det sker ikke denne gang.
Karakter: 2

Zeman: Mange herinde himler op om at han skal fyres. Det skal han ikke. Selvom der står noget andet på måltavlen, så spiller vi altså bedre end Lazio. Det er tilfældigheder der afgør kampen og de lyseblå var bare heldigere end os i dag. Som jeg ser det er spillerne begyndt at fatte hvad hans system går ud på. Og ja, det koster mål bagude, men denne gang kan man ikke klandre taktikken. Det er kun spillerne der kan klandres for de 3 mål. Jeg er glad for Zeman og støtter hans projekt 100%. Jeg har før råbt op om at jeg synes kontinuitet er vigtigt. Og hvem skal afløse ham? Defensiven SKAL trænes meget mere. Og vi er sårbare når Castan ikke er med. Der skal hentes en højre back når vinduet åbner igen. Og det er jeg sikker på Zeman og Sabatini har styr på.
Karakter: 7

Tachtsidis: Kommer ind på et ubarmhjertigt tidspunkt. En af årets største kampe, holdet er i modvind på måltavlen og den unge græker er den den grad også i modvind personligt. Ikke populær mange steder. Gør det dog hæderligt. Prøver ikke konstant guldboldene, men spiller i stedet ”det nemme” og det var rart at se. Falder slet ikke igennem, som han ellers har gjort i andre kampe. Godkendt herfra.
Karakter: 4

Marquiho: Kommer som altid ind med fin energi og fightervilje og får sat nogen gode hårde og præcise tacklinger. Burde have udlignet til 3-3 i overtiden. Vælger i stedet at få et gult kort.
Karakter: 4

Pjanic: Erstatter Totti. Man ser ikke meget til ham. Scorer dog et frækt mål. Minder mig om noget der skete på en kunststofbane ude i Fremad Amager for et par uger siden (Kan Mikkel Sund hjælpe lidt på min hukommelse her?)
Vi har en del karantæner i næste kamp så måske får vi Pjanic at se fra start på den midterste midtbane? – Jeg håber det!
Karakter: 4

Denne gang synes jeg ikke at der var én spiller det skilte sig specielt ud. Det gjorde folket på Krølben derimod. Vi var vel en 50 stk.? Og der var en fremragende stemning. Det vildeste vi endnu har oplevet. Både fællessang og fællesgråd. Fed oplevelse! Og tak til alle de fremmødte!!





1

4 kommentarer

mexes
2516 indlæg.
d. 12/11/12 12:31

Selvom det er en meget tam undskyldning, så er jeg 100 % sikker på, at vi havde vundet kampen, hvis banen ikke var blevet ødelagt af den massive mængde regn, som desværre ramte hovedstaden.

Dog synes jeg Zeman skulle have fået holdet til at spille efter forholdene mere end han gjorde.



sebbews
270 indlæg.
d. 12/11/12 12:35

Forstår ikke hvordan Goicoechea kan få 4. Når han laver sådan en udslagsgivende fejl på det her niveau også i sådan vigtig kamp.


Lupi10
72 indlæg.
d. 12/11/12 13:40

Super fed stemning på krølben med de mange fremmødte, men hvor var det skuffende når man flere ugerhar gået og glædetsig til dette derby! Forfærdeligt dumt DDR.- også selvom det er mauri ja. Florenzi og Lamela flot indsats af begge! Fremtiden! :D
...og ja, der er lidt Søren Weikop over det mål Pjanic fik scoret ;) Lidt skævt slået, og en målnd der læser bolden forkert, samt lidt vind til at hjælpe kuglen ind i nettet.

1

Wør3n
324 indlæg.
d. 12/11/12 16:45

Jeg var også meget i tvivl, sebbews. Om han skulle ha 2 eller 4. Ja, han koster det første - det er tydeligt for enhver. Men når man sidder og tænker kampen igennem bagefter - især 2. halvleg - synes jeg han står en rigtig flot kamp. Han kom ud efter pausen med en helt ny energi og viste at han ikke lader sig slå ud, selvom han har lavet så graverende en fejl. Derfor 4 og ikke 2.


Kontakt | Copyright 2003-2026 | Credits | Retningslinier | Danskere i Roma