Login
Glemt password Opret bruger

Roma - Atalanta

Kategori: Kampe


chrfog
333 indlæg.
d. 11/04/14 17:20

33. Spillerunde lørdag aften kl. 20.45 #RomaAtalanta

Da vi i efteråret mødte holdet fra Bergamo, slap vi i sidste øjeblik for et nederlag, da Strootman i de døende minutter fik skubbet bolden over linien. 3 point er langt fra sikre, når man møder Atalantalejren. Det har flere hold måtte sande i denne sæson. Atalanta har fortæret både Napoli, Inter og Lazio i løbet af foråret. De havde faktisk 6 sejre i træk inden de, noget overraskende, tabte til Sassuolo i sidste weekend. Deres svaghed er dog udebanekampene. De har spillet 16 i denne sæson, hvor 10 har været direkte nederlag, 2 uafgjorte og 4 sejre. 3 af de 4 sejre var dog i forbindelse med deres sejrstime.

Atalanta er 4 point fra europæisk fodbold og bejler kraftigt til den sidste plads sammen med Inter, Lazio, Parma, Verona og Milan. Bare det, at man skal nævne dem i forbindelse med Atalanta, vidner om, at de virkelig også har spillet en god sæson. Inter, kongen af uafgjorte, giver dog næppe pladsen væk frivilligt.

#HamManSkalHoldeØjeMed

Den gamle kending German Denis. Atalantas ubestridte topscorer. Spydspidsen har garnet 11 gange i denne sæson og er manden bag mere end hvert fjerde mål hos Atalanta. Han har dog ikke scoret i et par uger, så mon ikke, at han vil gøre alt for ende på tavlen.

Destro modtog i midtugen yderligere 3 karantænedage for slaget mod Astori. Han havde i forvejen skrabet nok gule kort sammen til en karantænedag. Han er derfor ude af de næste 4 kampe. Han kommer i den grad til at mangle i kampene mod Milan og Fiorentina. Han kan dog gøre comeback mod Juventus, men bliver altså på tilskuerpladserne indtil da. Han får dog selskab af Pjanic og Florenzi, der også har samlet sammen til et mindre ostebord.
Benatia er muskelskadet. Vi må nok også vente til Juventuskampen før, at vi ser ham på banen igen.
For lige at toppe det hele af, så har Torosidis influenza.

Det er sjældent, at alle 11 spillere i den formodet starter også har været den officielle starter. Denne gang skal Rudi dog virkelig overraske og hive en kanin op af hatten, hvis den ikke skal holde stik. I fraværet af offensive kræfter har han hevet Berisha ind. Han er stadig kun 17 år, så der er måske lange udsigter til spilletid på første holdet.


Truppen:
Bastos, Berisha, Castan, De Rossi, De Sanctis, Dodo, Gervinho, Jedvaj, Ljajic, Lobont, Maicon, Mazzitelli, Nainggolan, Ricci, Romagnoli, Skorupski, Taddei, Toloi, Torosidis og Totti.

Formodet opstillinger (CdS):

Roma (4-3-3):
De Sanctis; Maicon, Toloi, Castan, Romagnoli; Taddei, De Rossi, Nainggolan; Ljajic, Totti, Gervinho.

Atalanta (4-4-1-1):
Consigli; Benalouane, Stendardo, Yepes, Brivio; Estigarribia, Cigarini, Migliaccio, Bonaventura; De Luca; Denis.

Dommere:
Guida med Padovan og Vuoto på linjerne.

Endnu en gang spiller vi før vores direkte modstandere og kan presse dem til at smide point i svinget, 33. Spillerunde. Napoli tager imod Lazio i Napoli Søndag og selvom vi sjældent ønsker en laziosejr, så ville det holde Napoli fast på 3. pladsen som et par cementsko. Vi kunne derfor vinke farvel til dem i kampen om 2.pladsen og lade dem sove med fiskene nede på 3. pladsen. Juventus møder Udinese i Udine mandag, hvor Di Natale forhåbentlig gør det grimme ved Buffon og co.

Roma-Atalanta vises direkte på Canal8 og vi mødes selvfølgelig også på Krølben. En sejr ville være en glimrende undskyldning for at feste hele natten.

#RomaAtalanta
#TaddeiWC2014 Taddei kaster håndtegn
#Garciapuò
#Tuttiallokroelben


4

[Rettet af: chrfog - 11/04/2014 - 17:35]



Jonas
4091 indlæg.
d. 11. april 2014

Hvor du vokser med opgaven Foggy - de optakter bliver bare bedre og bedre! Vi ses på Krølben i morgen!



1


chrfog
333 indlæg.
d. 11. april 2014

Amen, hvor jeg glæder mig til at se dig.



1

Crap_Bag
1190 indlæg.
d. 11. april 2014

Endnu et svagt/tyndt oplæg af chfrog.. Vi må håbe, at det bliver bedre imorgen, som man siger ;-)

Er spændt på at se, om man vælger Bastos frem for Ljalic. Håber det absolut ikke, da jeg mener Ljalic har et kæmpe potentiale, han har bare lige manglet det sidste held, desværre.. Men det er nok ved at være sidste udkald, hvis han skal have en fremtid i klubben..

Men lige bortset fra det, så virker start-11'eren ret åbenlys, kunne dog godt forestille mig, at man valgte at starte med Toro på VB. Og så kunne det da være rart hvis Jedvaj og evt. Berisha fik lidt spilletid..

[Rettet af: Crap_Bag - 11/04/2014 - 21:15]


Wør3n
324 indlæg.
d. 11. april 2014

Hvad er det for en latterlig og irriterende kommentar at lægge ud med Crap_Bag? Lad os nu holde en voksen tone her på siden! Hvis du prøver at være sjov, fejler du totalt...

Fremragende, informativ og saglig optakt til en rigtig spændende kamp, som vi har i vente imorgen aften! Ses på Krølben!

DAJE!


grandefalcao
35 indlæg.
d. 12. april 2014

Rigtig flot optakt Christian. Og dejligt at se at det ikke bare er noget du har oversat fra en eller anden italiensk hjemmeside.

P.S. Læg mærke til manglen på kommaer i denne kommentar.


Jonas
4091 indlæg.
d. 12. april 2014

Dagens opstilling (4-3-3): De Sanctis; Maicon, Toloi, Castan, Dodò; Taddei, De Rossi, Nainggolan; Ljajic, Totti, Gervinho.

Daje Roma!



1

chrfog
333 indlæg.
d. 12. april 2014

garcia formår simpelthen at snyde alle og smide dodo på banen.



Crap_Bag
1190 indlæg.
d. 12. april 2014

Jeg er ked af, at du opfatter det sådan Wør3n, havde bare fået en opfattelse af, at man lavede lidt sjov med kamp-optakterne og deres respektive forfattere.. Læser selv chrfog's optakter med største fornøjelse, fortsæt endelig det gode arbejde :-)

Dejligt at Ljalic får chancen, så må vi håbe at han griber den!



2

friitz
40 indlæg.
d. 12. april 2014

Taddei !!!!

Bliver simpelthen så glad for at se hans og holdet jubel når han scorer, det er bare som om det ligner at det VIRKELIG betyder noget for ham! lidt ligesom da Balzaretti scorede mod Lazio :)

[Rettet af: friitz - 12/04/2014 - 21:05]


Crap_Bag
1190 indlæg.
d. 12. april 2014

Taddei; vores nye målkonge ;-)

Må nok indrømme at jeg var noget skeptisk, da han kom i betragtning til startopstillingen, men han har heldigvis gjort min mistillid fuldstændigt til skamme.. Hans pasninger har været sublime, arbejdsindsatsen er helt i top hver gang og så krydrer han det lige med et par scoringer.. Stærkt!



2

Denner
527 indlæg.
d. 12. april 2014

pis så ikke målet og jubelscenen! hvordan var den? lige så vild som sidst?


Crap_Bag
1190 indlæg.
d. 12. april 2014

Ikke helt, han var ikke ude ved tilskuerne.. Men togskinnerne fik vi da at se ;-) -et mere dybfølt smil, skal man lede længe efter..!


friitz
40 indlæg.
d. 12. april 2014

og så scorer Ljalic !!! :D



Crap_Bag
1190 indlæg.
d. 12. april 2014

Vigtigt, vigtigt mål for Ljalic, lige hvad han har brug for. Og oplægget af De Rossi.. Han har selv en stor chance for at score, men vælger at spille chancen den smule større, ved at give den til Adem.. Jeg tror, helt ærligt, at han er ligeså henrykt når holdkammeraterne scorer, som hvis det var ham selv.. En fantastisk holdspiller!



2

friitz
40 indlæg.
d. 12. april 2014

Gervinho ! :D

lækkert mål! :) , kunne dog ikke se, om der faktisk var offside :)


friitz
40 indlæg.
d. 12. april 2014

med 20min igen, må jeg indrømme jeg godt kunne tænke mig at vi fik lidt yngre spillere på banen :) for en 3-0 smider vi (forhåbentlig) ikke væk :)


mexes
2516 indlæg.
d. 12. april 2014

Sikker, sikker sejr. Ikke så meget der. Vi spillede rigtig fint i 1. halvleg, og så sker det klassiske, at kampen stille dør ud i 2. halvleg. Men dejlig sejr!

Det var godt at se Dodo tilbage i start 11'eren idag. Synes han spillede en rigtig fin kamp, og synes virkelig at han har forbedret sit offensive spil! Jeg tror på ham på den lange bane!


Tomas R
374 indlæg.
d. 13. april 2014

Fremragende kamp. Jeg synes virkelig vi fik lagt et godt tungt pres i første halveg. Godt at se Dodo, Toloi og Ljajic i aktion.
Og Taddei! Den præstation havde jeg ikke lige set komme.
Kom så Udinese!



1

Kontakt | Copyright 2003-2026 | Credits | Retningslinier | Danskere i Roma