Login
Glemt password Opret bruger

Romersk sommer

Kategori: Roma Club Danimarca

Skrevet d. 06/09/13 11:29 af Jonas

Den 26. maj regnede det uden for Kommunehospitalets auditorium, hvor Roma Club Danimarca afholdt dette årtusinds smukkeste arrangement på dansk grund om italiensk fodbold.
Desværre ved vi alle, at den fodboldmæssige del af dagen endte med det, svenskerne ville kalde et plattfall eller praktfiasko. Av, den gjorde ondt.

Dagen efter tog jeg tilbage til Rom, hvor jeg er så heldig at bo og arbejde. Byen var i forfald. Laziofansene havde bevæget sig ned fra deres skjul i bjergene og malet byen til med forfærdelige påmindelser om begivenhederne den 26. maj. De er der stadig. Hvis I har glemt, hvorfor I egentlig ikke synes om Lazio, kan jeg anbefale at tage forbi vægmaleriet af Totti i Monti-kvarteret...
Jeg lovede mig selv at holde ferie fra at tænke på fodbold og Roma i et par måneder. Der er mange andre ting, man kan lave, når det er sommer i Rom, så det gjorde jeg. Man kan gå rundt og kigge på gamle, vigtige ting. Man kan tage på stranden. Man kan sågar sidde i en park med en avis eller en bog. Drikke god vin og alt sådan noget. Alt det og meget mere kan man gøre helt uden at tænke på, at Roma tabte en vigtig fodboldkamp til Lazio. Men så så man den forfærdelige babyblå graffiti.
"Campioni di Roma 260513, #71 Lulic".
Der var ikke noget at gøre. Vi havde tabt, de havde vundet, og måden, det skete på, var heller ikke ligefrem prangende.

Mit løfte om at holde ferie fra at tænke på fodbold holdt i et par uger. Ferien blev aflyst af en mere udtalt krise; man kunne ikke finde en træner til at tage over i et forsøg på at stykke stumperne af fodboldklubben sammen.
Der var en totalt opgivende stemning i byen - Romafansene var ikke længere decideret vrede, man var mere ved at vænne sig til tanken om, at man ikke længere var fan af et tophold, og at man derfor måtte lade sig nøje med resterne fra de riges bord. Det viste sig hurtigt med trænervalget.
Mazzarri ville hellere til Inter. Allegri fik fornyet tilliden fra Berlusconi - jeg ved ikke, hvad tillid fra Berlusconi egentlig betyder, men han blev i Milan. Mancini var for dyr og desuden laziale. Laurent Blanc endte i Paris al-Saint Germain. Et navn var hele tiden gået igen på rygtbørsen.
Rudi Garcia. Som det meste af Rom havde jeg aldrig hørt om ham - jeg havde da hørt, at Lille havde vundet det franske mesterskab for et par år siden, men min viden om fransk fodbold er for begrænset til at kende navnene på alle trænere i Ligue 1.
Efter Luis Enrique og Zeman har vi nu endnu en lottokupon på trænerbænken, og hvad er det lige, det er endt med de sidste par år?
Alligevel er det Garcias ankomst, der gav den første spire til optimisme forud for næste sæson, for den mand viste noget gejst fra første gang, han viste sig i pressen. En gejst, som var fuldstændigt fraværende hos kedelige Enrique og trætte Zeman.

Et par maniske øjne stirrede ind i pressekameraerne med et budskab om noget, der i de seneste år har været alt for fraværende i Roma. Kamp og hårdt arbejde. Vi har på det seneste kun kunne vinde, når vi forsøgte at spille smuk fodbold. Når det ikke virkede, hvilket det tit ikke gjorde, har der ikke været noget at falde tilbage på. Her kan vi tage ved lære af Lazio. De spiller ofte mindst lige så dårligt, som vi gør, men de nægter at give op, og på den måde skraber de mange point sammen.
Her var en træner med en attitude, der sagde, at man faktisk skal kæmpe for sagerne, selvom man spiller for Roma.
Denne kampklare attitude blandet med hans franske elegance gik rent ind hos Romafansene, og folk er meget fortrøstningsfulde over trænervalget.

Siden fulgte silly season med il mercato.
Der var stor forståelse med afskibningen af Marquinhos til PSG. Ganske vist var han sidste sæsons helt store åbenbaring, men samlet at tjene små 30 millioner euro på en 19-årig forsvarsspiller er heller ikke helt dårligt.
I stedet hobede frustrationerne sig op med den lange stilstand. Roma tog på sommerlejr i Norditalien uden indkøb, og fansene var selvsagt vrede.
Det lod alligevel til at ende godt med Strootman og Maicon som meget populære tilkomster, ligesom De Sanctis også blev taget udmærket imod.
Her på transfervinduets faldereb lader det alligevel til, at vi er på afgrundens rand. Osvaldo blev sendt af sted til England, og nu lader det til, at Coco Lamela og måske også Pjanic også er på vej væk.
Således sælger man en glimrende offensiv spilfordeler og sidste sæsons to topscorere uden at have egentlige erstatninger. Angrebet lader nu til at bestå af Gervinho, Totti og en langtidsskadet Destro.
Det er ikke holdbart, og der er for alvor mistillid til de amerikanske ejeres projekt med klubben. Først og fremmest er spørgsmålet, om det overhovedet er et projekt.
Ingen ved det, og meget af kritikken er mere end normalt berettiget.

Alligevel er der store problemer omkring atmosfæren i Rom, som absolut ikke er gunstigt for at opbygge et vindende fodboldhold.
Presset på Roma er simpelthen for stort. Jeg ved ikke, hvor mange radiostationer, som udelukkende er dedikeret til det smukke fodboldhold, der findes, men de bærer en stor del af skylden for den konstante turbulens, der er at finde i Roma.
På grund af mangel på stof til at fylde en daglig sendeflade i æteren - så mange interessante nyheder er der altså heller ikke om Roma - spreder radiokanalerne de mest vanvittige rygter.
En af mine kolleger, som er glødende tifoso spurgte mig således ind til en efter sigende forestående byttehandel mellem Roma og Tottenham. Roma ville sende José Angel til Tottenham og som bytte få en vis Bale (udtalt på italiensk med et langt a og alt det der). Han spurgte mig: "men er han god, denne Bale?"
Det kunne jeg bekræfte, ligesom jeg kunne oplyse ham om, at han sidste år blev kåret til årets spiller i England - italienerne ved oftest intet som helst om engelsk fodbold - og at der ikke var en kinamands chance for, at den byttehandel skulle blive til noget. Var José Angel ikke for dårlig til Real Sociedad eller et eller andet lignende spansk hold?
Den næste dag var Roma lige ved at hente Benzema i Real Madrid, og der var flere lignede historier. Det er forventningerne til Roma, og de er naturligvis alt for høje. Vi må desværre se i øjnene, at Roma pt. er et sup-tophold i en økonomisk meget svækket liga, og der for andet år i træk end ikke er mulighed for at tilbyde Europa League. Den er endnu ikke sevet ind i Rom.

Andre, fuldstændigt ligegyldige historier får også nogle få, men meget højlydte fans til at slå tågehornene til. Eksempelvis fortalte sangeren Antonello Venditti - manden bag klassikere som "Roma Roma Roma" og "Grazie Roma" - at han ikke ville have noget imod det, hvis man brugte andre sange i forbindelse med afviklingen af hjemmekampene. Straks var der en spontan demonstration foran Vendittis hjem, som blev sprøjtet til med graffiti. Så fik den slunkne kommunekasse da også noget mere at bruge penge på, og radiostationerne havde rødglødende linjer med folk, der havde flere sindrige reaktioner på dette i grunden ret harmløse udsagn fra en afdanket popsanger. Venditti havde kritiseret den amerikanske ledelse, som de samme supportere normalt også kritiserer, hvilket med vanlig romerks logik udløste et ramaskrig fra fansene. Men for helvede altså, tag jer sammen.

Et eller andet sted tror jeg stadig på, at der er et enormt potentiale i Roma. Der er et enormt bagland, som trods økonomisk krise nok skal komme og støtte op om holdet. Se på ungdomsafdelingen og alle de talenter, der løber rundt på delejerskaber i andre Serie A-klubber.
Giv de bedste af de unge spillere chancen - Roma har muligheden for at lave en Dortmund. Det fortalte jeg min kollega, som principielt set var enig. Alligevel var han mest af alt resigneret, da han sagde: "Det går måske i Tyskland, men ikke her. Vi har ikke den mentalitet."
Jeg har desværre også svært ved at spore den rette mentalitet i bestyrelsen og blandt de supportere med mest fritid. Alligevel synes jeg, at der er opmuntrende signaler fra spillerne og træneren. Det lader til, at Roma for første gang i mange år er ved at indse, at man bliver nødt til at tilkæmpe sig resultaterne. Holdet lader til at gå til opgaven med en større ydmyghed en længe set. Jeg håber, at det er et godt tegn.

Til slut en kort historie om Rom i august.
I tre uger er byen så godt som affolket for alle andre end turister, der må undre sig over, hvad der egentlig sker. Alle italienerne er på stranden, butikkerne holder lukket, og man skal lede grundigt for at finde en kop kaffe. Der sænker sig en ro over byen, hvilket faktisk gør den til et ret magisk bekendtskab trods lummervarmen og de lukkede barer. Det er meget surrealistisk, ligesom det er surrealistisk at følge Romas op- og nedture.
Men nu er romerne ved at indfinde sig igen. De kommer tilbage i deres FIAT med baggagekasser på taget, og sporvognene begynder at blive fyldt med folk på vej på arbejde. Hverdagen er tilbage, og silly season er slut. Det er godt af mange årsager. Jeg kan få en meget tiltrængt klipning og behøver ikke at gå over hundrede meter fra mit værelse for at finde en espresso. Og Roma begynder sæsonen i morgen mod Livorno.

Forza Roma - sempre e comunque.

Artiklen er skrevet af Jonas Neivelt og er skrevet før sæsonstarten.





2

3 kommentarer

MLP09
126 indlæg.
d. 06/09/13 13:30

Super fedt - fantastisk at få en stemningsrapport fra ROM.
Det kunne være sjovt at høre/læse om, hvordan det står til efter den gode sæsonstart.
Godt skrevet i øvrigt :-)


mester
365 indlæg.
d. 06/09/13 16:19

Jonas , rigtig god artikel , den rammer plet & hold kæft hvor Jeg misunder dig ! At bo og arbejde i den smukke by , respekt


Svenzoni
344 indlæg.
d. 09/09/13 20:51

Fedt skrevet.

Godt arbejde Jonas. :-)


Kontakt | Copyright 2003-2017 | Credits | Retningslinier | Roma Club Danimarca